Motivation for Hans Kofoed

Til Foreningen Danske Flyvere's generalforsamling 1996 indstiller en enstemmig besty­relse, at redaktør Hans Kofoed udnævnes til hædersmedlem af Danske Flyvere med følgende motivation:

Hans Kofoed har siden ungdommen aktivt engageret sig i flyvning, indledningsvis igennem almindelig interesse og efterfølgende som værnepligtig og sergent i Flyvevåbnet i perioden 1952-55.

Hans Kofoed har siden da i fritiden som formidler og organisator med stor omhu og skriftligt engagement bidraget på et professionelt niveau med udarbejdelse samt udgivelse af bøger og artikler om lufthavets mangeartede aktiviteter. I årene 1962 -1978 var Kofoed medstifter af og formand for Dansk Flyvehistorisk Forening. Kofoed har i årene 1973 - 79 og igen fra 1990 været et meget aktivt medlem af bestyrelsen for Danmarks Flyvemuseum. Han har ved personlig indsats været med til at sikre mange af dansk flyvnings klenodier for eftertiden.

Fra 1962 har Hans Kofoed været en af hovedkræfterne bag tidsskriftet "FLYV" og fra 1988 været ansvarshavende redaktør af bladet i en glædeligt ekspanderende form, hvad angår både om­fang og indhold.

Kofoed er kendt viden om for et indgående kendskab til dansk flyvnings historie. Med et om­gængeligt og hæderligt væsen har han i snart en menneskealder på mangfoldige områder stillet sin viden og arbejdskraft til rådighed for dansk flyvning og dansk flyvehistorie.