Motivation for Erik Kazimir Thrane

På DANSKE FLYVEREs årsfest 2003 indstiller en enstemmig bestyrelse, at luftkaptajn og tidligere Generalsekretær Erik Thrane udnævnes til Æresmedlem af DANSKE FLYVERE med følgende motivation: Erik Thranes liv har været flyvningen i alle dens facetter, både operativt med omkring 14.000 flyvetimer og i meget høj grad også administrativt. Erik Thrane har været med fra dengang, hvor det virkelig begyndte at gå stærkt. Allerede i de unge år i ESK 724 på Flyvestation Aalborg viste Thrane, at han havde talent for at få ting til at ske. Han vidste også, at det var en stor fordel at have dokumentationen i orden, ligesom det blev åbenlyst, at Erik Thrane altid involverede sig i sine omgivelser, han interes-serede sig for sine flyverkammerater og andre samarbejdspartnere. Alle disse egenskaber tog Thrane med over i SAS, hvor han meget hurtigt blev en skattet medarbejder, som kunne se tingene både fra piloternes og ledelsens synsvinkel. Når dertil lægges Eriks normalt særdeles veludviklede diplomatiske sans, kan det ikke undre, at Thrane meget hurtigt blev chefpilot på DC-9 og senere flyvechef i Danmark. Der findes i dag ikke mange danske SAS-piloter, som ikke har haft nær kontakt med Erik så at sige fra day-one. Og Erik Thrane har fulgt ikke kun dem, men også deres familier, i en ærlig interesse for at alt skal være i orden. Der er ikke noget, som Erik Thrane beskæftiger sig med, der er tilfældigt. Selv i fritiden er flyvningen medinddraget igennem Thranes dybe interesse for ornitologi. Erik Thrane har igennem sine 46 år som medlem af DANSKE FLYVERE vist sig som en enestående god flyverkammerat. Han har evnet at kombinere sin høje position i SAS med en konstant søgen efter at finde hensigtsmæssige løsninger, som kunne komme også vores Forening til gode. Tænk blot på konsekvent transportstøtte til DANSKE FLYVEREs årlige skovtur. På generalforsamlingen i år forlader Erik Thrane bestyrelsen efter 15 år, heraf 10 år som Foreningens Generalsekretær. Typisk for Thrane var den beslutning truffet efter moden overvejelse og var ikke til diskussion. Erik havde selv sat aldersgrænsen til 70 år. Og han forlod jobbet på toppen. Erik Thrane har ydet en helt enestående og uselvisk indsats for DANSKE FLYVERE, som han med rette kan være meget stolt over. I mere end to år passede Thrane jobbet - som altid - perfekt, mens formanden gjorde tjeneste i udlandet. I Thranes periode som Generalsekretær er Foreningen vokset sig stor til nu lige godt 900 medlemmer. Den flyver, som en enstemmig bestyrelse hermed indstiller til udnævnelse til Æresmedlem - piloten, menneskekenderen, den aldrig svigtende flyverkammerat - har i særdeles høj grad medvirket til at udvikle og skabe respekt om dansk flyvning samtidig med en formidabel indsats for DANSKE FLYVERE, hvorved han også har været et lysende eksempel og en enestående kilde til inspiration for os andre.