Danske Flyvere 75 år

Da det hele begyndte

Det var i sommeren 1916, at firmaet A/S Nielsen og Winther startede sin flyvemaskinefabrik og i 1917 sin private flyveskole. Den 1. verdenskrig havde sat skub i udviklingen af fly, og man ventede en storproduktion sat i gang.

Uddannelsen af nye flyvere var også ved at komme ind i en fast gænge. I stedet for den hidtidige spredte tilgang havde man i 1915 på Hærens Flyveskole påbegyndt et kursus for et mindre hold elever, og i 1916 tog man for første gang et større hold ind til en samlet uddannelse. Der var antaget 11 elever til dette hold, som kort efter starten blev forøget med endnu en elev; det var daværende kaptajn J.P. Kock, der var udpeget som leder af Hærens Flyvetjeneste og chef for Hærens Flyveskole, og som hurtigt kom til at præge forholdene omkring den militære flyvning. Holdet fik certifikat i 1917.

Som forholdene således var, tydede alt på en hurtig udvikling indenfor flyvningens område. Der opstod derfor et behov blandt flyverne for at organisere sig, dels rent flyvefagligt og dels af økonomiske årsager, først og fremmest for at sikre ensartede betalingsvilkår og undgå eventuelle underbud fra private virksomheders side.

På dette tidspunkt var hærens flyvere alene tilbage på Kløvermarken (Christianshavns Fælled), efter at marinens flyvere var flyttet til den nyetablerede flyvebådsstation på Refshaleøen. Den 9. august 1917 tog flyverne ved Hærens Flyveskole initiativet til at danne en forening, idet der til samtlige flyvere med internationalt certifikat blev udsendt indbydelse til en konstituerende generalforsamling i messen på Kløvermarken den 18. august. Indbydelsen var vedlagt et udkast til love udarbejdet af daværende sergent Bjarkov, løjtnant Ekmann og premierløjtnant Holfelt.

På mødet den 18. august blev foreningen Danske Flyvere (DF) stiftet. Udkastet til lovene blev foreløbigt vedtaget og endeligt vedtaget på en efterfølgende generalforsamling.

I følge lovene var foreningens formål:

At forene danske Flyvere til Fremme af Flyvning og Udbredelse af Kendskab til den og dens Vilkår

Varetagelse af Medlemmernes Interesser overfor Flyvemaskinefabrikker, Flyveskoler, Luftfartsselskaber o.lign.

Samarbejde med andre lignende inden- og udenlandske Foreninger.

Som medlemmer kunne optages:

enhver Flyver med det internationale Certifikat eller et andet dertil svarende officielt Certifikat godkendt af Foreningens Bestyrelse.

På mødet blev endvidere fremlagt foreningens første priskurant, som alle medlemmerne skulle overholde, ligesom bestyrelsen straks skulle underrettes ved ethvert engagement flyvning vedrørende. Der blev fastsat minimumshonorarer for indflyvning af maskiner og for virksomhed som flyvelærer samt en regel om, at ingen kontrakt måtte være under tre måneder og med gensidig opsigelsesfrist på tre måneder.

Til den første bestyrelse blev valgt: oberstløjtnant J.P. Koch, formand, premierløjtnant M.H. Kofoed-Jensen, næstformand, løjtnant J.P.F. Ekmann, sekretær, sergent H.A. Ehlers, kasserer, og redaktør Alfred Nervø.

Udviklingen i de nærmest følgende år forløb imidlertid ikke så gunstigt, som man havde forestillet sig. De flyvemaskiner, der var til rådighed, var for størstepartens vedkommende forsynet med dårligt virkende motorer - de var til stadighed til reparation, og det var småt med flyvetid. Efter en række uheld på grund af motorerne blev der udstedt flyveforbud, så der ved Hærens Flyvetjeneste herefter kun var seks gamle fly med rimeligt pålidelige motorer til rådighed. Civil flyvning var der heller ikke meget af, og til sidst ophører Nielsen & Winthers flyproduktion også.

Aktiviteten i Danske Flyvere var tilsvarende lav, og på generalforsamlingen i 1919 måtte man erkende, at situationen havde bevirket, at forskellige af foreningens medlemmer havde udvist uagtpågivenhed over for lovene (priskuranten), og at bestyrelsen ikke havde påtalt noget med hensyn til disse misligheder. Man vedtog dog en bestemmelse om, at en flyver, der som arbejdsgiver beskæftiger flyvere som førere af flyvemaskiner, ikke kan være stemmeberettiget medlem af foreningen.

I 1921 opstod - i forbindelse med et ønske om at ændre lovene for at sikre flyvernes økonomiske interesser i overensstemmelse med forholdene, som de havde udviklet sig - en første diskussion om, hvorvidt foreningen skulle være en fagforening eller ej. På en ekstraordinær generalforsamling blev resultatet imidlertid, at man valgte at bibeholde den hidtidige kurs; og lovene blev ajourført, så nye regler og satser for ansættelses- og lønforhold skulle gælde fremover.

På generalforsamlingen i 1922 valgtes kaptajn Kofoed-Jensen til ny formand. Det blev endvidere vedtaget, at foreningen årligt skulle hædre forulykkede flyveres minde ved på dødsdagen at lægge en buket blomster på graven. Endelig blev det besluttet, at en beløb på 473 kr., der var skænket til foreningen, skulle anvendes til at gøre vel mod flyvere eller flyveres efterladte. Beløbet var modtaget fra Proprietær Juul på Lykkesgaard (syd for Kolding), der selv havde modtaget det som godtgørelse for indkvartering af nogle flyvere. Det var proprietærens tanke, at flyverne sikkert kunne anvende pen gene til et eller andet velgørende formål. Beløbet blev naturligvis modtaget med taknemmelighed, og dermed var stødet givet til oprettelsen af Danske Flyveres Fond.

I de følgende år var foreningens bestyrelse jævnligt engageret i drøftelser vedrørende ansættelses- og lønforhold for foreningens medlemmer. Men dette hverv var ikke let. Foreningen rådede jo ikke over midler til at understøtte arbejdsløse medlemmer. Det var derfor svært at få medlemmerne til at overholde taksterne.

For de flyvere, der fik ansættelse som trafikflyvere eller ved »Karrusel- eller Droskeflyvning«, blev opgaven løst nogenlunde hæderligt omend ofte med stort besvær. Bestyrelsen måtte indskærpe, at medlemmerne skaffede sig skriftlige kontrakter, idet den pegede på alt det vrøvl, den havde, på grund af mundtlige aftaler mellem trafikflyvere og luftrederierne.

Efterhånden var der også privatpersoner og firmaer, der skaffede sig flyvemaskiner og ansatte flyvere. På dette område viste det sig imidlertid hurtigt, at opgaven med at regulere ansættelses- og lønvilkår ikke kunne løses af foreningen. Der var for mange flyvere om de jobtilbud, der var, og derfor underbød man hinanden. Bestyrelsen måtte erkende, at de medlemmer, der ville følge foreningens satser, som regel ikke kunne gøre sig håb om at få jobbet.

I 1925 var man igen gået i gang med en revision af lovene. Man havde foretaget en sammenligning mellem danske trafikflyveres lønforhold og forholdene i en række andre lande. Dette gav på generalforsamlingen anledning til en del diskussion, og der viste sig divergerende meninger om foreningens virke som fagforening. Man enedes dog om, at foreningen skulle henstille til luftfartsselskaberne, at flyverne blev ansat på mindst ét års engagement med tre måneders opsigelse, og endvidere, at kontrakterne med flyverne gik gennem foreningen. Foreningen skulle kun optræde som rådgivende myndighed i sagen. Og hermed var den gamle priskurant faktisk sat ud af kraft.

Ophør som fagforening

På generalforsamlingen i 1926 vedtog man helt nye love, og foreningen ophørte herved med at være fagforening.

 

Den nye formålsparagraf fastsatte foreningens formål som:

 

At forene danske Flyvere til Fremme af Flyvning og Udbredelse af Kendskab til den og dens vilkår.

At udvikle og bevare godt Kammeratskab mellem Medlemmerne.

 

Om optagelse af medlemmer blev det fastsat:

 

Som ordinært Medlem af Foreningen kan optages danske Flyvere med internationalt Certifikat. Ordinære Medlemmer har Stemmeret på Foreningens Forsamlinger.

Som extraordinært Medlem kan optages (efter Bestyrelsens Skøn) udenlandske Flyvere med internationalt Certifikat. Extraordinære Medlemmer har ikke Stemmeret.

På Bestyrelsens enstemmige Forslag kan Æresmedlemmer optages, dog kræves enstemmig Generalforsamlingsbeslutning for Optagelse.

 

Senere på året 1926 omkom foreningens formand, kaptajn Kofoed-Jensen ved en flyveulykke.

Som ny formand i 1927 blev valgt kaptajn Botved, der nogle måneder før var fejret af foreningen efter hjemkomsten fra Tokio-flyvningen.

Samme år fejredes foreningens 10-års stiftelsesdag ved en både højtidelig og fornøjelig fest i Set. Georgsordenens lokaler i Bredgade 12. Festen var henlagt til den 10. december - d.v.s. til efter »trafik-sæsonens« ophør, hvilket nok var praktisk. Som der står i foreningens gamle protokol: »Byens Natteliv gjorde senere end sædvanlig sin Indflydelse gældende«.

Da foreningens formand, kaptajn Botved, den største del af året opholdt sig i udlandet og var uhyre optaget, når han var hjemme, bad bestyrelsen ham om at stille sit mandat til rådighed, og på generalforsamlingen i 1928 blev daværende løjtnant Foltmann valgt til formand, og dette blev indledningen til en meget aktiv periode i foreningens liv.

På generalforsamlingen blev spørgsmålet om sportsflyvernes optagelse i foreningen rejst. Ved sportsflyvere forstod man enhver flyver, der ikke havde trafikfører-certifikat. Nok kunne efter foreningens love enhver flyver med de forlangte certifikater optages;

men det var ikke hermed sagt, at man var pligtig hertil. Der var flere privatflyvere blandt medlemmerne; men mange medlemmer gav alligevel udtryk for ønsket om en stramning af medlemsbetingelserne, f.eks. således at kun flyvere med trafikførercertifikat, militærflyver, eller marineflyvercertifikat kunne optages. Herom var en lang og vidtspændende diskussion. Betænkelighederne ved optagelse af sportsflyvere i større tal gik på, at dette ville kunne ændre foreningens hele karakter.

I 1929 blev på generalforsamlingen igen drøftet spørgsmålet om sportsflyverne, og det blev vedtaget at foretage en urafstemning herom.

På samme møde blev endvidere forelagt udkast til fundats for Danske Flyveres Fond. Bestemmelserne herfor blev enstemmigt vedtaget.

Endelig blev på mødet vedtaget et forslag fra bestyrelsen om at indstifte Danske Flyveres Hæderstegn eller -diplom. Dette skulle sætte foreningen i stand til at hædre ikke-medlemmer, som havde gjort sig fortjent hertil.

Med vedtagelsen af fundatsbestemmelserne for Danske Flyveres Fond havde en hjertesag for medlemmerne fundet sin løsning. Igennem flere år havde man efter bedste evne ydet hjælp til forulykkede flyvere eller ulykkeligt stillede flyvere eller disses efterladte. Nu var endelig skabt grundlag for etablering af en økonomisk basis for løsning af hjælpeopgaven. I alle årene lige siden har en væsentlig del af foreningens aktiviteter og de enkelte medlemmers bestræbelser været rettet mod at styrke dette fond, så det bedst muligt kunne opfylde sit formål. I fundatsen er fastsat, at der årligt skal udbetales legater, og der siges herom:

 

Legatet skal fortrinsvis tilfalde danske flyvere eller deres efterladte, men skal også kunne tildeles forhenværende danske flyvere eller deres efterladte, som er værdige og trængende.

 

De begivenhedsrige 30'ere.

Efter intense drøftelser og megen diskussion gennem to år om sportsflyvernes eventuelle medlemskab af foreningen kom i 1930 endelig spørgsmålet til urafstemning.

Resultatet var en klar tilslutning fra medlemmernes side om, at sportsflyvere efter særlig godkendelse kunne optages, men uden stemmeret. Herefter blev i lovene fastsat følgende:

 

Som Ordinære Medlemmer af Foreningen kan optages danske Flyvere med Militærflyver-certifikat, Marineflyvercertifikat eller Trafikflyvercertifikat. Ordinære Medlemmer har Stemmeret på Foreningens Forsamlinger.

Som ekstraordinære Medlemmer kan Generalforsamlingen, efter Bestyrelsens Indstilling, optage Medlemmer med internationalt Certifikat. Ekstraordinære Medlemmer har ikke Stemmeret.

 

Året 1930 var også året, hvor tilgangen af marineflyvere for alvor begyndte. Disse havde indtil da foreningsmæssigt næsten udelukkende knyttet sig til Det Kongelige Danske Aeronautiske Selskab, men i marts kom fire indmeldelser i Danske Flyvere, og senere fulgte flere efter. De første indmeldelser blev ledsaget af den motivering, at alle danske flyvere burde stå samlet i sådanne situationer, som f.eks. på daværende tidspunkt var opstået ved »Ekstra- bladets mindre honnette Referater af hjemlige Flyvebegivenheder«. Allerede i januar havde bestyrelsen behandlet et spørgsmål af samme art, nemlig »en Artikel i Ekstrabladet, hvor Journalist Hendil var fremkommet med nogle uforskammede Udtalelser om militært uddannede danske Flyvere«. Som følge heraf voksede medlemstallet stærkt i de følgende år, og bestyrelsen blev 1931 udvidet med to medlemmer for at sikre, at marinens flyvere kunne blive repræsenteret.

I 1930 fik foreningen tilknytning til kongehuset, idet Prins Axel indtrådte som medlem, og lidt senere på året påtog Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik sig til foreningens store glæde hvervet som protektor for Danske Flyvere.

På 20-års dagen for Robert Svendsens sundflyvning (17. juli 1910) arrangerede foreningen i samarbejde med Aeronautisk Selskab en sundflyvning med Robert Svendsen som passager hos daværende overofficiant C.C. Larsen og med eskorte af flyvere fra hæren og marinen. Fra svensk side kom også en flyvende eskorte, og der var stor modtagelse i Malmø. Ved en efterfølgende frokost blev Robert Svendsen udnævnt til foreningens første æresmedlem.

Den 10. august 1930 afholdtes et stort og meget velbesøgt flyve-stævne i Kastrup arrangeret af dagbladet Politiken og Danske Flyvere i fællesskab. Dette samarbejde blev fortsat i de følgende år på den måde, at Politiken afholdt alle udgifter og løb den økonomiske risiko, medens Danske Flyvere påtog sig det praktiske arrangement af stævnerne. Overskuddet blev delt ligeligt mellem foreningen fond og bladets feriebørnskoloni.

De efterfølgende flyvestævner fandt sted den 31. maj 1931, 26. juni 1932, 28. juni 1933, 8. juli 1934 og den 21. juni 1936. Ved stævnerne, der år for år voksede i omfang, deltog både danske og udenlandske flyvere, såvel civile som militære. Der var altid stor publikumsinteresse for disse stævner, og der blev vist meget nyt materiel og mange former for flyvning, bl.a. kunstflyvning og formationsflyvning, men også ting som faldskærmsudspring, svæveflyvning og ballonopstigning. I forbindelse med stævnerne var der som regel indlagt konkurrencer i forskellige flyvediscipliner. Ved indvielsen af Esbjerg lufthavn i 1937 og Aalborg lufthavn i 1938 blev der også afholdt flyvestævner, hvor foreningen medvirkede.

Disse stævner bidrog med væsentlige beløb til foreningens fond. Der var dog år, hvor der ikke blev noget overskud at dele, men i alle årene opfyldtes til fulde foreningens formål om at fremme flyvningens sag og udbrede kendskabet til flyvningen.

Men mange andre anliggender og begivenheder blev der taget vare på i 30'erne. Allerede i 1930 foreslog den energiske og idérige formand, kaptajn Foltmann, at man skulle arbejde for opførelse af et monument til minde om kammerater, der havde sat livet til under flyvning. Ved en energisk indsats lykkedes dette projekt, og i 1938 blev det af professor Utzon Frank udførte flyvermonument opstillet ved Christianshavns voldgrav og afsløret den 18. august på foreningens fødselsdag. På soklen er indhugget ordene »For danske, der satte livet til i flyvningens tjeneste«.

I 1931 var der et par begivenheder, der skulle fejres: Først var der festligheder i anledning af danskeren Højriis' Atlanterhavsflyvning, og senere på året blev Ellehammer fejret i anledning af 25-års dagen for hans første flyvning.

I 1932 blev foreningens første hædersdiplom uddelt. Det blev ved en frokost overrakt til oberstinde Harriet Førslev, der under et ophold i England som den første danske kvinde havde opnået flyvercertifikat.

 

Debat om medlemskab

Umiddelbart efter ønskede fru Førslev at blive medlem af foreningen; men dette kunne jo i henhold til lovene kun ske som ekstraordinært medlem, og først efter at et bestyrelsesforslag heroin var godkendt af generalforsamlingen. Dette spørgsmål blev imidlertid ikke afgjort, idet der kort efter blev modtaget forslag fra daværende oberstløjtnant Førslev om en ændring af lovene, således at de gamle medlemskriterier igen blev gældende, d.v.s. at alle med internationalt certifikat kunne optages umiddelbart som ordinære medlemmer.

Og dermed var hele debatten om medlemskab igen for alvor på dagsordenen. Fru Førslevs med-lemsansøgning blev stillet i bero, indtil hele medlemsspørgsmålet var blevet afklaret.

I den følgende tid blev betingelserne for medlemskab drøftet løbende i bestyrelsen og blandt medlemmerne på møder og generalforsamlinger. Der var forslag fremme om, at sportsflyverne skulle have erhvervet et vist antal flyvetimer, før de kunne optages. Man forestillede sig, at hundrede timer nok ville være rimeligt, men det var der ikke mange sportsflyvere, der kunne præstere på det tidspunkt. Og der gik et par år, uden at man kom nærmere til en afklaring.

I 1935 fremkom et forslag vedrørende medlemmernes tilladelse til at invitere gæster til foreningens foredragsaftener; men dette medførte blot en vedtagelse af følgende:

 

Generalforsamlingen bemyndiger Bestyrelsen til at indbyde sådanne Personer, som formodes at have særlig Interesse af de afholdte Foredrag til at overvære disse eller til at afholde Foredrag i Foreningen.

 

Først i 1936 begyndte problemerne om medlemskab at være modne til en løsning. Inden for bestyrelsen havde man også gentagne gange diskuteret spørgsmålet om optagelse eller ikke-optagelse af kvindelige medlemmer. Det besluttedes derfor i forbindelse med forelæggelse af forslag om ny medlemsparagraf også at forelægge spørgsmålet om kvindelige medlemmer på generalforsamlingen. Man ville under punktet Behandling af indkomne Forslag optage: Eventuel Optagelse af kvindelige Medlemmer.

Man var klar over, at mange medlemmer var imod dette, og i bestyrelsen var meningerne også delte. Til sidst blev man dog enige om at foreslå følgende på generalforsamlingen:

 

Som ordinære Medlemmer af Foreningen kan optages danske Flyvere med Militærfly-vercertifikat, Marineflyvercertifikat eller Indehavere af Privatførercertifikat, der dokumenterer at have mindst 100 Timers flyvetid (Dobbeltstyring og Solo) eller Indehavere af større Certifikat.

Som ekstraordinære Medlemmer kan Bestyrelsen optage Flyvere med Privatflyvercertifikat.

Som overordentlige Medlemmer kan Bestyrelsen optage udenlandske Flyvere med godkendt Certifikat.

 

Bestyrelsen ville endvidere samtidig foreslå et alternativ, nemlig samme forslag som ovenfor, men sluttende med: Kvinder kan ikke blive Medlemmer af Foreningen.

På generalforsamlingen den 19. februar 1936 blev forslagene fremlagt, og meget divergerende meninger kom til udtryk. Debatten endte med, at bestyrelsen frafaldt kravet om hundrede timers flyvetid, og forsamlingen opfordrede bestyrelsen til kun at fremkomme med ét forslag. Herefter fremsatte bestyrelsen følgende forslag:

Som ordinære Medlemmer af foreningen kan optages danske Flyvere med Marineflyvercertifikat, Militærflyvercertifikat, Privatflyvercertifikat eller større Certifikat.

Som overordentlige Medlemmer kan Bestyrelsen optage udenlandske Flyvere med godkendt Certifikat.

Dette forslag blev vedtaget med stort flertal med henblik på at blive sendt til urafstemning. Der var på dette tidspunkt 196 medlemmer i foreningen, hvorfor der i henhold til lovene fordredes 149 stemmer for lovændringen. Der indkom 152 stemmer for og 24 imod forslaget. Dermed var det vedtaget, og et årelangt stridsspørgsmål var bragt ud af verden.

Ved den efterfølgende optagelsesfest den 9. januar 1937 optoges som nye medlemmer 6 marineflyvere, 23 militærflyvere og 5 privatflyvere med Danmarks første kvindelige flyver, oberstinde Førslev i spidsen.

På generalforsamlingen i 1937 meddelte kaptajn Foltmann til alles store beklagelse, at han, der dette år var på valg, ikke ønskede genvalg, da han havde så meget om ørerne, og hans tid var så stærkt optaget, at han ikke turde binde sig for en ny 3-års periode.

Som hans afløser blev valgt daværende oberstløjtnant Tage Andersen.

Der var nok at tage fat på for den nye formand. Der var bl.a. forhandlinger i gang mellem Det Kongelige Danske Aeronautiske Selskab og Danske Flyvere om disse foreningers forhold til hinanden.

I 1936 var der kommet en henvendelse fra Aeronautisk Selskab om etablering af nærmere samarbejde, bl.a. vedrørende flyvestævner og udstillinger. Senere - i 1938 - blev yderligere foreslået, at Danske Flyvere skulle tilslutte sig selskabet, og i 1939 blev foreslået et samarbejde om udgivelse af tidsskriftet FLYV. Alt dette medførte interne drøftelser for og imod og en del møder og korrespondance. Det eneste, der kom ud af det, var, at FLYV - efter at det havde været drøftet på generalforsamlingen i 1939 - fra dette år blev medlemsblad også for Danske Flyvere.

2. verdenskrig og tiden lige efter

På generalforsamlingen i 1940, på hvilket tidspunkt krigen i Finland var i gang, drøftedes spørgsmålet om hjælp til de flyverfamilier, hvis forsørgere havde stillet sig til rådighed for Finland. Bestyrelsen fik klar tilslutning fra medlemmerne til at gøre en indsats for at yde økonomisk støtte til disse. Imidlertid sluttede krigen i Finland kort tid efter, og bestyrelsen indstillede arbejdet med at skaffe støtte, da ingen af de faldne og sårede danske flyvere var familieforsørgere.

Danmarks besættelse i 1940 begrænsede naturligvis foreningens virkemuligheder udadtil og satte sit præg på de interne aktiviteter. I 1941 bevilgede man et tilskud til en mindesten for løjtnanterne Godtfredsen og Brodersen, der var faldet på Værløse den 9. april.

I 1942 havde foreningen 25-års jubilæum. Forberedelserne hertil var begyndt flere år i forvejen, og jubilæumsfesten, hvori der deltog ca. 200, blev da også, trods omstændighederne, i enhver henseende vellykket.

Der var et par medlemsanliggender, som man måtte tage stilling til i 1943. Der kom en anmodning fra de militært uddannede observatører om at blive optaget som medlemmer. Man havde sympati for tanken og ville undersøge mulighederne, men resultatet blev negativt.

Bestyrelsen besluttede også i januar 1943, så snart det kunne lade sig gøre, at udelukke de medlemmer fra foreningen, som efter bestyrelsens mening havde udvist unational optræden under landets besættelse.

Trods de vanskelige tider forsøgte man længe at holde de interne aktiviteter i gang; men fra efteråret 1943 var der langt mellem bestyrelsesmøder og medlemsarrangementer. I løbet af det sidste krigsår måtte efterhånden både formand, generalsekretær og kasserer gå underjorden.

Efter befrielsen afholdtes den 18. maj 1945 et bestyrelsesmøde, og der udsendtes herfra gennem Ritzau's Bureau meddelelse om eksklusion ved navns nævnelse af et antal medlemmer, som havde udvist unational optræden. Hermed var stort set hele opgøret efter besættelsestiden foretaget for foreningens vedkommende.

Den første sammenkomst efter krigen fandt sted den 3. juni 1945 ved en meget velbesøgt frokost på Hotel d'Angleterre. Kuvertprisen for det flotte traktement var 23 kr., hvoraf foreningen gav et tilskud på 15 kr. + cigaretter (Aero Express!).

Det gamle spørgsmål om medlemsbetingelserne kom igen til drøftelse i bestyrelsen; men der var flertal imod ændring. Der var derimod enighed om, at kaptajn Foltmann burde være æresmedlem, og dette blev godkendt med kraftig akklamation af generalforsamlingen den 26. februar 1946.

På denne generalforsamling frasagde Tage Andersen sig hvervet som formand. Han modtog megen tak fra forsamlingen for sin ledelse i de vanskelige år, og for at foreningen derved havde bevaret sine faste rammer. Som ny formand blev valgt daværende kaptajn H. J. Pagh.

Nye tider

Den nye bestyrelse havde mange opgaver for sig. Det var øjensynligt, at den verden, der tegnede sig efter krigen, ville medføre en enorm udvikling på flyvningens område, og foreningen måtte tilpasse sig denne udvikling. Selvom der fra forskellig side var givet udtryk for, at foreningen burde gøre en større indsats for flyvesagen i almindelighed og på mere aktiv måde pleje dens interesser, fandt bestyrelsen dog, at man burde afholde sig fra et arbejde, hvis konsekvenser man ikke kunne overskue. At tage del i offentlig debat om faglige spørgsmål, der bl.a. kunne have økonomisk og politisk baggrund, måtte ligge uden for foreningens rammer. Det ville også kræve en arbejdsindsats af bestyrelsen, som man næppe ville kunne tilgodese. Man burde efter bestyrelsens opfattelse fortsætte den traditionelle linie, men selvfølgelig tilpasset de -nye forhold, der havde indflydelse herpå.

Det spørgsmål, der først pressede sig på, var at ajourføre reglerne for optagelse i foreningen. Anledningen var, at uddannelsen af nye flyvere i hæren og søværnet var blevet meget længere og mere omfattende end før krigen. Man fandt det derfor rimeligt på tilsvarende måde at stille højere krav til de indehavere af et civilt flyvercertifikat, som ønskede optagelse i foreningen.

Dette spørgsmål - formuleret som et forslag om, at privatflyvere skulle have mindst hundrede timers flyvning efter certifikatets udstedelse for at kunne blive medlemmer - blev grundigt diskuteret på generalforsamlingen i 1947. Debatten var lang, og der var mange argumenter for og imod. Der var imidlertid til sidst flertal for at sende forslaget til urafstemning.

Resultatet af afstemningen blev, at et overvældende flertal stemte for den foreslåede ændring af medlemsparagraffen, der herefter kom til at lyde:

Som ordinære Medlemmer af Foreningen kan optages danske Flyvere med Marineflyver-certifikat, Militærflyvercertifikat, Privatflyvercertifikat med mindst 100 Timers Flyvning efter Certifikatets Udstedelse, eller Indehavere af tilsvarende eller større Certifikater.

I de efterfølgende år kom et andet spørgsmål på dagsordenen, nemlig forholdet til Aeronautisk Selskab. Der var løbende kontakt mellem de to foreninger, i høj grad varetaget af foreningens æresmedlem kaptajn Foltmann, der også var tilknyttet Selskabet og i 1949 var blevet dets generalsekretær. Der blev herved afviklet forskellige arrangementer i form af flyvestævner, koncerter med U. S. Air Force orkester m.v., og disse aktiviteter bidrog med beløb til Danske Flyveres Fond.

På et tidspunkt kom også spørgsmålet op om en nærmere tilknytning mellem de to foreninger. Der var stadig nogle, der ligesom før krigen forestillede sig, at Danske Flyvere - på samme måde som mange andre af de foreninger, der beskæftigede sig med forskellige grene af flyvningen - burde indgå som en underklub i Aeronautisk Selskab eller Kongelig Dansk Aeroklub, som det kom til at hedde fra 1950; men for de fleste var denne tanke fremmed.

Spørgsmålet blev allerede drøftet grundigt på generalforsamlingen i 1949. Selvom der ikke blev taget endelig stilling til spørgsmålet, bl.a. fordi Aeronautisk Selskab på dette tidspunkt var under om organisering, kom det dog med overbevisende klarhed frem, at man selvfølgelig gerne (som hidtil) ville samarbejde og hjælpe på alle måder, men at man trods alt ville bevare foreningen som en ren forsamling af flyvere.

I 1950 ønskede oberstløjtnant H.J. Pagh at trække sig tilbage som formand, og i stedet valgtes direktør i D.D.L., oberstløjtnant i flyvevåbnets reserve, Knud Lybye som formand.

I den nye bestyrelse drøftede man også forholdet til Aeroklubben og var enige om, at Danske Flyvere skulle bevare sin selvstændighed, men at man i specielle og ganske konkrete tilfælde traf aftale med denne klub om fælles arrangementer.

Endvidere drøftedes spørgsmålet om en ændring af foreningens gamle klubfond, enten så det blev til et nyt blomsterfond, eller det blev sammenlagt med foreningens hjælpefond. Klubfondet var stiftet i 1933 og havde til formål at skaffe midler til anskaffelse af foreningslokaler o.lign. foranstaltninger til fremme af foreningens formål;

men det havde efterhånden vist sig at være vanskeligt at skaffe midler til dette fond i rimelig omfang i forhold til målsætningen.

På generalforsamlingen i 1951 foreslog bestyrelsen, at D.F.'s klubfond skulle opløses, og man lagde op til en diskussion om, hvordan der herefter skulle disponeres med fondets midler. Det var vigtigt for bestyrelsen, at midlerne ikke indgik i foreningens almindelige drift, men at de på en eller anden måde blev båndlagt til et godt formål. Resultatet af drøftelserne kunne sammenfattes til, at klubfondet burde ophæves, at der skulle afholdes urafstemning herom, og at hovedparten af de tilstedeværende var stemt for, at klubfondets midler skulle indgå i et selvstændigt blomsterfond. Ved den efterfølgende urafstemning var ca. 99% af de afgivne stemmer for opløsning af klubfondet og for overførsel af midlerne til et blomsterfond, der skulle benævnes Danske Flyveres Blomsterfond. Statutterne for fondet blev godkendt på generalforsamlingen i 1952.

Samme år bestemte bestyrelsen, at man fremover ville følge en ny praksis for optagelse af nye medlemmer. Disse skulle herefter optages snarest muligt, d.v.s. straks efter udnævnelsen for militærflyvernes vedkommende, og s